Menenius:  Nu hvad skulde de?...  Den Karl mig lader ei til Orde komme, Hvad vil I sigte med det hvis de skulde?

Forste Borger:  Hvis de nu skulde sig betvinge lade Ved denne Slughals Maven som blot er En Aflobs-Rende for vort Legeme?

  Menenius: 
  Nu videre!

  Forste Borger: 
  Hvad vilde Maven svare? 
  Hvis hine Handlende med Klage fremstod?

Menenius:  Hvis I mig skjaenke vil det som I have Kun lidet af, Taalmodighed, jeg mener, Jeg Eder Mavens Svar da skal fortaelle.

  Forste Borger: 
  I!  Den Fortaelling ret i Langdrag traekker!

Menenius:  Min gode Ven, nu allerforst bemaerke.  Agtvaerdig Mave brugte Overlaeg; Ei ubetaenksom den sig overiled Som dens Modstandere; og saa lod Svaret:  I Venner som fra mig ei skilles kan!  Det Sandhed er, at jeg fra forste Haand Modtager Naeringen som Eder foder, Og dette i sin Orden er, thi jeg Et Varelager og et Forraads-Kammer Jo er for Legemet; men ei I glemme:  Jeg Naeringen igjennem Blodets Floder Og sender lige hen til Hoffet-Hjertet—­ Til Hjernens Saede; jeg den flyde lader Igjennem Menneskets meest fine Dele; Og de meest fast Nerver, som de mindste Blandt Aarene fra mig modtager hver Naturlig Kraft, hvormed de leve, og Endskjondt de ikke alle paa eengang—­ I gode Venner (det var Mavens Ord) Og maerker dem heel noie....

  Forste Borger: 
      Det vil vi gjore.

Menenius:  Endskjondt de ikke alle kunde see, Hvad jeg tilflyde lader hver isaer, Saa kan jeg dog med gyldigt Dokument Bevise at jeg overlader dem Den rene Kjaerne, selv beholder Kliddet.  Hvad siger I dertil?

  Forste Borger: 
      Et svar det var—­
  Men nu Andvendelsen!

  Menenius: 
      Senatet er
  Den gode Mave:  I Rebellerne. 
  I undersoge blot de Raad det giver
  Og alt dets Omhue.  Overveier noie
  Alt hvad til Statens Velferd monne sigte,
  Og da I finde vil, at fra Senatet
  Hver offentlig Velgjerning som I nyde
  Sit Udspring bar, men ei fra Eder selv—­
  Hvad taenker I, som er den store Taae
  Her i Forsamlingen?

    [10. Coriolanus—­Malone’s ed.  London. 1790.  Vol. 7, pp. 148 ff.]

Aside from the preponderance of feminine endings, which is inevitable in Scandinavian blank verse, what strikes us most in this translation is its laboriousness.  The language is set on end.  Inversion and transposition are the devices by which the translator has managed to give Shakespeare in metrically decent lines.  The proof of this is so patent that I need scarcely point out instances.  But take the first seven lines of the quotation.  Neither in form nor content is this bad, yet no one with a feeling for the Danish language can avoid an exclamation, “forskruet Stil” and “poetiske Stylter.”