engang, uden Aarsag; hvad for en Aarsag afholder Eder fra at sorge over ham?  O!  Fornuft!  Du er flyed hen til de umaelende Baester, og Menneskene have tabt deres Forstand.  Haver Taalmodighed med mig; mit Hjerte er hist i Kisten hos Caesar, og jeg maa holde inde til det kommer tilbage til mig.

  Den Forste af Folket: 
  Mig synes der er megen Fornuft i hans Tale.

  Den Anden af Folket: 
  Naar du ret overveier Sagen, saa er Caesar skeet stor Uret.

  Den Tredje: 
  Mener I det, godt Folk?  Jeg frygter der vil komme slemmere i hans
  Sted.

  Den Fjerde: 
  Har I lagt Maerke til hvad han sagde?  Han vilde ikke modtage Kronen,
  det er altsaa vist at han ikke var herskesyg.

  Den Forste: 
  Hvis saa er, vil det komme visse Folk dyrt at staae.

  Den Anden: 
  Den fromme Mand!  Hans Oien er blodrode af Graad.

  Den Tredje: 
  Der er ingen fortraeffeligere Mand i Rom end Antonius.

  Den Fjerde: 
  Giver Agt, han begynder igjen at tale.

Antonius:  Endnu i Gaar havde et Ord af Caesar gjaeldt imod hele Verden, nu ligger han der, endog den Usleste naegter ham Agtelse.  O, I Folk! var jeg sindet, at ophidse Eders Gemytter til Raserie og Opror, saa skulde jeg skade Brutus og Kassius, hvilke, som I alle veed, ere hederlige Maend.  Men jeg vil intet Ondt gjore dem:  hellere vil jeg gjore den Dode, mig selv, og Eder Uret, end at jeg skulde volde slige hederlige Maend Fortraed.  Men her er et Pergament med Caesars Segl:  jeg fandt det i hans Kammer; det er hans sidste Villie.  Lad Folket blot hore hans Testament, som jeg, tilgiv mig det, ikke taenker at oplaese, da skulde de alle gaa hen og kysse den dode Caesars Saar; og dyppe deres Klaeder i hans hellige Blod; skulde bede om et Haar af ham til Erindring, og paa deres Dodsdag i deres sidste Villie taenke paa dette Haar, og testamentere deres Efterkommere det som en rig Arvedel.

  Den Fjerde: 
  Vi ville hore Testamentet!  Laes det, Marcus Antonius.

Antonius:  Haver Taalmodighed, mine Venner:  jeg tor ikke forelaese det; deter ikke raadeligt, at I erfare hvor kjaer Caesar havde Eder.  I ere ikke Traee, I ere ikke Stene, I ere Mennesker; og da I ere Mennesker saa skulde Testamentet, om I horte det, saette Eder i Flamme, det skulde gjore Eder rasende.  Det er godt at I ikke vide, at I ere hans Arvinger; thi vidste I det, O, hvad vilde der da blive af?

  Den fjerde: 
  Laes Testamentet; vi ville hore det, Antonius!  Du maae laese
  Testamentet for os, Caesars Testament!

Antonius:  Ville i vaere rolige?  Ville I bie lidt?  Jeg er gaaen for vidt at jeg har sagt Eder noget derom—­jeg frygter jeg fornaermer de hederlige Maend, som have myrdet Caesar—­jeg befrygter det.

  Den Fjerde: 
  De vare Forraedere!—­ha, hederlige Maend!

The translation continues to the point where the plebeians, roused to fury by the cunning appeal of Antony, rush out with the cries:[2]