Signor Antonio, mangen en gang og tit har paa Rialto torv I skjaeldt mig ud for mine pengelaan og mine renter....  Jeg bar det med taalmodigt skuldertraek, for taalmod er jo blit vor stammes merke.

I kalder mig en vantro, blodgrisk hund og spytter paa min jodiske gaberdin—­ hvorfor? for brug af hvad der er mit eget!  Nu synes det, I traenger til min hjaelp.

Nei virkelig?  I kommer nu til mig og siger:  Shylock, laan os penge,—­I, som slaengte eders slim hen paa mit skjaeg og satte foden paa mig, som I spaendte, en kjoter fra Jer dor, I be’r om penge!  Hvad skal jeg svare vel?  Skal jeg ’ke svare:  Har en hund penge?  Er det muligt, at en kjoter har tre tusinde dukater?  Eller skal jeg bukke dybt og i traelletone med saenket rost og underdanig hvisken formaele:  “Min herre, I spytted paa mig sidste onsdag, en anden dag I spaendte mig, en tredje I kaldte mig en hund; for al den artighed jeg laaner Jer saa og saa mange penge?”

    [24.  Collin, op. cit., Indledning, XII.]

    [25.  Collin, op. cit., Indledning, XXVI. (M. of V., 1-3)]

It is to be regretted that Collin did not give us Shylock’s still more impassioned outburst to Salarino in Act III.  He would have done it well.

It would be a gracious task to give more of this translator’s work.  It is, slight though its quantity, a genuine contribution to the body of excellent translation literature of the world.  I shall quote but one more passage, a few lines from Macbeth.[26]

“Det tyktes mig som horte jeg en rost; Sov aldrig mer!  Macbeth har myrdet sovnen, den skyldfri sovn, som loser sorgens floke, hvert daglivs dod, et bad for modig moie, balsam for sjaelesaar og alnaturens den sode efterret,—­dog hovednaeringen ved livets gjaestebud....

  Lady Macbeth: 
  Hvad er det, du mener?

Macbeth:  “Sov aldrig mer,” det skreg til hele huset.  Glarais har myrdet sovnen, derfor Cawdor skal aldrig mer faa sovn,—­Macbeth, Macbeth skal aldrig mer faa sovn!”

    [26.  Collin, op. cit., Indledning, XXV. Macbeth II, 1.]

H

We have hitherto discussed the Norwegian translations of Shakespeare in almost exact chronological order.  It has been possible to do this because the plays have either been translated by a single man and issued close together, as in the case of Hartvig Lassen, or they have appeared separately from the hands of different translators and at widely different periods.  We come now, however, to a group of translations which, although the work of different men and published independently from 1901 to 1912, nevertheless belong together.  They are all in Landsmaal and they represent quite clearly an effort to enrich the literature of the new dialect with translations from Shakespeare.